Disse lækre chokoladetærter er perfekte til en romantisk middag eller en hyggestund med venner eller familie.

Opskriften er mælkefri, laktosefri low FODMAP og glutenfri. Såfremt opskriften ikke behøver at være mælkefri, kan der blot anvendes almindelig mørk chokolade, ægte smør samt laktosefri piskefløde som topping.

Indlægget er sponsoreret af Allergikost.

Piskecremen forhandles også i visse supermarkeder som Meny og Løvbjerg.

 

Ingredienser (6 personer)

  • 75 g mørk chokolade uden spor af mælk fra Allergikost
  • 50 g mælke-fri margarine
  • 1½ dl sukker
  • 2 mellemstore æg
  • ¼ dl kartoffelmel
  • ½ tsk. glutenfri bagepulver
  • 1½ dl ”Gesüsste Schlagcreme” sød piske-creme fra Allergikost
  • ½ tsk. vaniljepulver
  • 1 bakke friske hindbær

 

Sådan gør du

Chokoladetærten bliver bedst hvis den laves dagen før, og ellers først på dagen på den dag, den skal serveres.

Hak chokoladen groft og smelt det i en skål placeret i en gryde med kogende vand (vandbad). Pisk imens smør og 1 dl sukker grundigt sammen til en hvid masse i en stor skål. Tag en ny skål og pisk æggehviderne stive sammen med den sidste ½ dl sukker.

Rør æggeblommer og smeltet chokolade i smørmassen. Sigt kartoffelmel og bagepulver i massen, og vend det sammen. Vend til sidst forsigtigt de stivpiskede æggehvider i dejen. Hæld dejen i 6 små tærteforme eller en stor tærteform (omkring 20 cm i diameter). Tærten bages ved 175 grader varmluft i ca. 40-50 minutter. Vær opmærksom på, at kagen falder sammen og sætter sig, så den skal ikke bages i længere tid end 50 minutter, selv hvis den virker ufærdig.

Lad kagerne køle i minimum 4 timer.

Pisk piske-cremen sammen med vaniljepulver. Server kagen med vaniljeskum og friske hindbær på toppen.

 

chokoladetærter

 


Næringsindhold pr. person:

Energi: 1308,5 kJ / 311 kcal

Protein: 3 g

Fedt: 16 g

-heraf mættede fedtsyrer:  8 g

-heraf enkeltumættede fedtsyrer: 5 g

-heraf flerumættede fedtsyrer: 2,5 g

Kulhydrat: 38 g

Kostfibre: 0,5 g