Cheesecake i glas er en super nem udgave af en klassisk cheesecake. Jeg synes, at det er hyggeligt at servere cheesecake i glas, og denne opskrift er tilmed uden husblas, hvilket gør den endnu mere nem at gå til. Få den bedste opskrift på glutenfri, low FODMAP og laktosefri cheesecake i glas lige her!

 

Nem cheesecake i glas – uden husblas

Der findes utroligt mange forskellige slags cheesecake opskrifter – både med og uden husblas samt med og uden bagning af kagen. Topping til cheesecaken kan også varieres i det uendelige, ligesom ostemassen kan sammensættes og smages til på mange måder.

Det kan måske virke uoverskueligt for nogle at gå i gang med en klassisk opskrift cheesecake med husblas og tid til at kagen skal sætte sig og så videre. Nogle gider måske heller ikke processen med at skulle bage kagen og vente på afkøling.

Hvis du tilhører den lidt utålmodige type, og gerne vil have en nem og hurtig dessert, der stadig smager lige så skønt at cheesecake, så vil jeg anbefale den her opskrift på cheesecake i glas! Det er en såkaldt “no bake” cheesecake, der altså ikke skal i ovnen.

Det er faktisk ikke fordi jeg synes husblas er det mest besværlige at arbejde med, men når man kan slippe og stadig få et godt resultat, så vælger jeg gerne den nemme løsning!

I denne opskrift blive ostemassen vendt sammen med flødeskum, hvilket give en luftig og cremet konsistens. Man kan også piske flødeost og fløde direkte sammen, men det giver en mere fast ostemasse. Det er smag og behag!

Min smag er, at vanilje og citronskal er et must i en god ostemasse til cheesecake, men man kan i princippet smage ostemassen til med andet.

 

 

Glutenfri, laktosefri og low FODMAP cheesecake

Det her en low FODMAP opskrift på cheesecake. Samtidig er opskriften også glutenfri og laktosefri, hvis der anvendes laktosefri produkter.

Nogle vil måske undre sig over brugen af æble i opskriften her, når der er tale om en low FODMAP dessert. Men æble er faktisk testet low FODMAP i små mængder! Det er æblesorterne Granny Smith og Pink lady, der er testet low FODMAP i henholdsvis 25 og 20 g. Min erfaring fra praksis er dog, at andre æblesorter tåles på lige fod.

Hvis du havde overset, at æble er low FODMAP i små mængder, så har du muligvis også overset andre fødevarer, der er low FODMAP i små mængder. Prøv at tjekke det her blogindlæg, der netop handler om nogle oversete fødevarer på low FODMAP diæten.

Du kan desuden finde inspiration til flere low FODMAP, glutenfri og laktosefri desserter lige her på min hjemmeside. hvis du bliver vild med cheesecake i glas, kan du også prøve denne skønne opskrift på cheesecake med hvid chokolade og citroncreme.

 

 

Cheesecake i glas med vaniljemarinerede æbler

Cheesecake i glas er en skøn og smagfuld dessert, som er perfekt til gæster, da den kan laves allerede dagen før. Denne opskrift er en nem opskrift på cheesecake i glas, og så er opskriften uden husblas. Du bør ikke snyde dig selv for at smage kombinationen med vaniljemarinerede æbler på toppen.
Forb. tid 30 minutter
Tilb. tid 15 minutter
Ret Dessert
Antal 6 personer

Ingredienser
  

Vaniljemarinerede æbler:

  • 150 gram æble (Pink lady og Granny smith er testet af Monash, men alle æbler tåles formentlig i den angivne mængde)
  • ½ stk. vaniljestang
  • 50 gram sukker
  • ½ dl vand

Kiksebund:

  • 150 gram glutenfri kiks (for eksempel Havredigestive fra Semper)
  • 60 gram smør, ægte

Ostecreme:

  • 200 gram friskost eller flødeost, for eksempel Philadelphia (eventuelt laktosefri)
  • 75 gram flormelis
  • ½ stk. vaniljestang
  • 2 dl piskefløde (eventuelt laktosefri)
  • ½ stk. økologisk citron, skallen herfra

Sådan gør du
 

Vaniljemarinerede æbler

  • Start med at skrælle æblet/æblerne. Skær æble i små tern på cirka 1 x 1 cm.
  • Kom dem ned i en gryde med sukker, vaniljekorn og vand. Bring i kog og lad dem simre i cirka 5 minutter til æblerne er møre, men ikke overkogte. Sæt på køl.

Kiksebund:

  • Knus kiks og bland sammen med smeltet smør.
  • Fordel kiksemassen i 6 små glas. Pres kiksemassen godt ned i glassene.

Ostemasse:

  • Pisk Philadelphia sammen med vaniljekorn, flormelis og citronskal.
  • Pisk fløde til flødeskum i en anden skål.
  • Vend herefter forsigtigt flødeskum og ostecreme sammen. Fordel massen over kiksebundene, eventuelt med en sprøjtepose. Lad massen sætte sig i køleskabet indtil servering eller server med det samme!
  • Server med æblestykkerne på toppen. Hvis du laver desserten dagen før servering, vent da med at toppe med æblerne før ved servering.

Noter

Næringsindhold pr. person:
Energi: 2018 kJ / 480 kcal
Protein: 3 g
Fedt: 32,5 g
-mættede fedtsyrer: 18 g
-enkeltumættede fedtsyrer: 6 g
-flerumættede fedtsyrer: 0,5 g
Kulhydrat: 44 g
Kostfibre: 0,5 g

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering