Hvis du ikke har prøvet teriyaki sauce før, så bør du ikke snyde dig selv! Det giver en super lækker smag til asiatiske retter, for eksempel i wok, til sushi eller bare stegte grøntsager.

Teriyaki er faktisk betegnelsen for en japansk måde at tilberede mad på, hvor fisk, kød og grøntsager marineres med teriyaki-sauce og derefter grilles eller steges.

Her har jeg anvendt teriyaki saucen som en dressing rørt sammen med mayonnaise, hvilket er virkelig lækkert! Sammen med friske grøntsager, syltet ingefær og saftig teriyaki marineret kylling. Mums!

 

Gratis e-bog med frokost opskrifter til low FODMAP diæten

Opskriften her er fra min gratis e-bog med lækre og smagfulde opskrifter til frokost på low FODMAP diæten.

Du får e-bogen tilsendt, hvis du tilmelder dig mit nyhedsbrev. Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev ved at klikke lige her.

 

Teriyaki sauce på low FODMAP diæten

Den færdiglavede teriyaki sauce, som kan købes i supermarkedet, indeholder hvidløg, som er high FODMAP. Det er dog til at finde varianter uden hvidløg, for eksempel har jeg fundet denne fra Santa Maria (ikke reklame). Husk dog, at denne variant indeholder spor af hvede, så hvis du har glutenallergi bør du ikke vælge den.

Det er dog også super nemt at lave sin egen, som du får opskriften på lige her.

Ingredienser (4 personer)

Teriyaki sovs:

  • 1 spsk. hvidløgsolie
  • 2½ dl vand
  • 5 spsk. brun farin
  • ½ dl sojasovs
  • 2 spsk. ahornsirup
  • ½ tsk. stødt ingefær eller et lille stykke fintrevet frisk ingefær
  • 2 spsk. maizena

Teriyaki mayonnaise:

  • 1 dl god mayonnaise
  • 4 spsk. teriyakisovs

Kylling:

  • 400 g kyllingebrystfileter
  • 2 kaffirlimeblade (kan udelades)
  • 1 lille stykke ingefær (kan udelades)
  • 3 spsk. teriyaki sovs

Fyld:

  • 3 dl ris, gerne brune
  • 8 klumper syltet ingefær
  • 1 rød peberfrugt
  • 150 g edamamebønner (frost)
  • 150 g hvidkål (eller gerne spidskål, der dog ikke er testet, men erfaring viser, at det tåles som hvidkål)
  • ½ bundt grønne toppe fra forårsløg

 

Sådan gør du

Start med at lave teriyakisovsen. Kom olie, vand, brun farin, sojasovs, ahornsirup og ingefær i en lille gryde eller pande. Kog det op og lad det småsimre i 5 minutter.

Rør maizena ud i lidt vand, og tilsæt det til gryden. Lad den simre, til den har en konsistens som flydende honning. Den vil tykne yderligere, når den afkøler. Lad sovsen køle af i køleskabet.

Kog ris efter anvisning på pakken og lad dem herefter køle af.

Kom kyllingebrystfileter ned i en gryde sammen med kaffirlimeblade og ingefær. Dæk med vand, og lad kyllingen koge i 10-15 minutter eller til det er færdigtilberedt.

Pil kyllingekødet fra hinanden med to gafler. Lad kyllingen køle lidt af og vend det herefter med 3 spsk. teriyakisovs.

Snit kål fint og skær peberfrugt i tern. Tø edamamebønner op. Hak syltet ingefær groft. Hak forårsløgstoppe fint.

Rør mayonnaise sammen med teriyakisovs. Server for eksempel retten i en skål. Placer ris nederst. Fordel lidt teriyaki mayonnaise henover. Top med grøntsager og kylling og pynt af med forårsløg.

Serveres lun eller kold.

Hvis opskriften skal være glutenfri (ved glutenallergi), så husk at holde øje med gluten i sojasovs.

TIP: du kan også bære vælge at stege kyllingen i teriyakisovs i stedet for at koge det.

 


Næringsindhold pr. person:

Energi: 2729 kJ / 649 kcal

Protein: 33 g

Fedt: 29 g

-heraf mættede fedtsyrer: 3 g

-heraf enkeltumættede fedtsyrer: 13 g

-heraf flerumættede fedtsyrer: 9 g

Kulhydrat: 24 g

Kostfibre: 6 g