Der er ikke noget der smager mere af jul og barndom end som gode klassiske havregrynskugler – ikke hvis du spørger mig i hvert fald! Her får du min opskrift på klassiske havregrynskugler.

 

Klassisk opskrift på havregrynskugler – low FODMAP

Jeg har valgt at lave en klassisk opskrift på havregrynskugler, hvilket vil sige, at der ikke er sparet på smør og sukker. Jeg kan godt lide at lave sunde alternativer til klassiske retter og snacks, men der skal også være plads til at nyde opskrifterne, som de er – og det er jo kun jul én gang om året!

Opskriften her er low FODMAP. På low FODMAP diæten kan havregryn kan spises i en mængde på 60-100 g pr. måltid afhængig af typen, der anvendes. Du kan derfor spise mange havregrynskugler, før du når den begrænsning.

Anvendes der glutenfri havregryn, er disse havregrynskugler også glutenfri.

Smør behøver ikke at være laktosefri, selvom du har laktoseintolerance. Smør indeholder ca. 0,6 g laktose pr. 100 g. Det vil sige, at laktoseindholdet i HELE opskriften vil være ca. 0,6 g laktose. Da det er normalt at kunne tåle helt op til et par gram laktose i et måltid, selvom man har laktoseintolerance, så bliver laktoseindholdet ikke noget problem, når det kommer til smør.

 

Havregrynskugler med kaffe og mandelessens

Jeg smager mine havregrynskugler til med mandelessens. Jeg har ingen idé om det er helt skævt i forhold til andre opskrifter på havregrynskugler, men sådan har vi altid gjort det i vores familie! Så jeg forbinder altså havregrynskugler med mandelessens.

Som voksen er jeg også begyndt at tilføje lidt kaffe til mine havregrynskugler. Det skal lige siges, at jeg absolut ikke kan lide smagen af kaffe, så det er kun en smule kaffe jeg putter i. Det giver altså bare noget godt til smagen!

Havregrynskugler smager også skønt med romessens, men for mig er det lidt en anden smag, som jeg forbinder mere med en romkugle end en havregrynskugle. Jeg har også fået havregrynskugler med lidt citronskal, hvilket jeg også synes er lækkert. Det er dog ikke noget, jeg plejer at putte i selv.

I forhold til at rulle havregrynskuglerne, så ruller jeg dem altid i kokosmel! Jeg forbinder smagen af havregrynskugler med kokosmel, og at trille havregrynskuglerne i kokosmel er også noget af det jeg kan huske var så hyggeligt som barn.

 

Klassiske havregrynskugler - low FODMAP

Min favoritopskrift på klassiske havregrynskugler. Smagen af jul og barndom, hvis du spørger mig! Du får min nemme opskrift på havegrynskugler lige her. Opskriften er low FODMAP, lav laktose og glutenfri.
Forb. tid 5 min
Tilb. tid 15 min
Ret Jul, Kage, Snack
Antal 45 stk.

Ingredienser
  

  • 210 gram finvalsede havregryn (glutenfri, hvis du har glutenallergi)
  • 180 gram flormelis
  • 1 spsk. vaniljesukker / vaniljepasta
  • 50 gram kakaopulver
  • 100 gram smør, stuetempereret (eller mælkefri smør, hvis du ikke tåler mælk)
  • 5 spsk. færdiglavet kaffe (eventuelt koffeinfri)
  • Ca. 2 tsk. mandelessens
  • 2 dl kokosmel

Sådan gør du
 

  • Bland havregryn, flormelis, vaniljesukker, kakaopulver og smør i en stor skål, og ælt det hele sammen. 
  • Tilsæt kaffe og essens. Hvis kuglerne ikke er til at samle, så tilsæt blot en smule vand. Husk på, at havregrynene suger lidt væske til sig, så kuglerne må gerne være en anelse fugtige, når de skal trilles og sættes på køl indtil de spises.
  • Når dejen er blandet sammen, rulles der kugler ud af hele dejen. Tril kuglerne i kokosmel, og læg dem i en bøtte.
  • Opbevar kuglerne på køl, men tag dem gerne ud lidt før servering.

Noter

Næringsindhold pr. kugle

Energi: 260 kJ / 60 kcal
Protein: 1 g
Fedt: 3 g
Kulhydrat: 8 g
Kostfibre: 0,5 g

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Opskrift Vurdering