Nøddesmør kan fås i mange versioner; lige fra klassisk peanutbutter til de lidt mere luksuriøse udgaver lavet af mandler, hasselnødder, cashewnødder og så videre. Ulempen ved de sidstnævnte udgaver er, at de koster en halv formue og ofte kun fås i helsekostbutikker og specialbutikker.

Den gode nyhed her, at du yderst simpelt kan lave din egen nøddesmør. Det kræver dog, at du har en blender af god kvalitet eller endnu bedre en god foodprocessor, der nemmere kan bearbejde nødderne.

Nøddesmør kan bruges til mange ting: på pandekager og vafler (prøv for eksempel sprøde og sunde vafler med mandel-appelsin creme), i smoothies, i kager og som smørepålæg. Jeg er også begyndt at bruge nøddesmør i visse gryderetter i stedet for madlavningsfløde og lignende, idet nøddesmør giver en dejlig cremet smag til retten, og samtidig indeholder en masse sunde fedtsyrer i stedet for de umættede fedtsyrer fra mælkeprodukterne.

Opskriften her er på mandelsmør, men du kan bruge den slags nødder, du foretrækker. Du behøver ikke at riste nødderne inden, men det giver en god smag. Du kan også vælge af anvende smuttede mandler, hvis du gerne vil have en lys mandelsmør.

 

Ingredienser (til 1 lille glas, cirka 1½ dl)

  • 200 g mandler
  • ½ tsk. fint salt

 

Sådan gør du

Fordel nødderne på en bageplade beklædt med bagepapir, og rist nødderne i ovnen i cirka 10 minutter ved 200 grader varmluft. Lad dem herefter køle af i 10 minutter.

Kom herefter nødderne i en foodprocessor sammen med salt. Nu skal nødderne bare blendes indtil de bliver til en flydende masse. Det kan godt tage 10-15 minutter. Det er bedst at lade maskinen få en pause en gang i mellem, så den ikke brænder sammen. Det kan også være nødvendigt at skrabe mandelstykkerne/melet ned fra siderne af maskinen en gang i mellem.

Opbevar mandelsmøret på køl i et glas med låg, hvor det fint holder sig 1-2 uger.

mandelsmoer

 


 

Næringsindhold pr. spsk.:

Energi: 415 kJ / 98 kcal

Protein: 3,5 g

Fedt: 9 g

-heraf mættede fedtsyrer: 0,5 g

-heraf enkeltumættede fedtsyrer: 5 g

-heraf flerumættede fedtsyrer: 2 g

Kulhydrat: 1,5 g

Kostfibre: 2 g