Det her må nok være den bedste nyhed MEGET længe til dig, der følger low FODMAP diet: speltsurdej, du kan købe færdiglavet i supermarkedet! Så bliver det lige pludselig meget mere overskueligt at bage sit eget langtidshævet speltbrød med surdej!

Hvorfor skal jeg anvende surdej på low FODMAP diet?

Hvis du ikke allerede har læst om det, så har Monash University fundet frem til, at langtidshævning og bagning med surdej har vist sig at reducere indholdet af FODMAPs i det færdigbagte brød.

Teorien er, at de tilsatte bakterier i form af gør og surdej, “fordøjer” FODMAPs allerede i dejen, således at FODMAP-indholdet i det færdige brød bliver lavere.

Det gør sig vel og mærke gældende, hvis man bager brødet med speltmel, som har vist sig at have et lavere indhold af FODMAPs end hvedemel. Hvis du er forvirret over hvilke kornsorter, du kan bage med på low FODMAP diæten, så har jeg lavet denne udførlige guide til brugen af traditionelle kornsorter på low FODMAP diæten.

Hvordan bager man langttidshævet speltbrød med surdej?

Når dit speltbrød skal langtidshæve, kan du blot stille den færdige dej i køleskabet eller på køkkenbordet i ca. 10 timer, for eksempel natten over. Sørg for at dække skålen til, så dejen ikke tørrer ud.

Hvis du tilsætter mælk, æg eller lignende letfordærvelige produkter, er det bedst at lade dejen hæve i køleskab. Hvis du lader dejen hæve på køl, så skal du sørge for at tage dejen ud et par timer før du skal bruge den, så den kan hæve ved stuetemperatur.

Når du skal bruge surdej, så skal du stadig tilsætte lidt hævemiddel til din langtidshævede dej i form af frisk gær eller tørgær. Som hovedregel kan du tilsætte 2-3 spsk. surdej til din dej + 10 g frisk gær eller tørgær.

Hvor kan jeg købe Tørsleffs speltsurdej?

Jeg har spurgt Tørsleffs, og produktet forhandles i Meny, Føtex, Bilka, Kvickly, Superbrugsen og nemlig.com.

Spørg eventuelt om dit supermarked kan skaffe produktet, hvis de ikke har det fremme. Du finder dér, hvor mel er placeret.