Det er snart fastelavn, og måske står du og skal have pyntet et fastelavnsris med low FODMAP slik. Derfor stiller dette blogindlæg skarpt på slik og søde sager, herunder hvad du skal være særligt opmærksom på samt hvilke ingredienser, du ikke behøver at være så påpasselig med.
Slik på low FODMAP diæten
Ingredienslisten kan være lang, når du vender slikposen om og begynder at læse op fra varedeklarationen. Det kan derfor synes svært at finde ud af, om det pågældende produkt kan indtages på diæten.
Trods de lange svære ord og de lange ingredienslister, er der dog som udgangspunkt kun få ting, som er et problem på low FODMAP diæten.
Helt overordnet bør du være opmærksom på følgende ingredienser, når du køber slik og søde sager:
• Tørret frugt
• Nødder (af de ikke egnede slags)
• Æblemos/æblejuice (Dog kun i større mængder, da der som udgangspunkt kan indtages 25 g æble pr. måltid)
• Hvedemel (kun i større mængder, se forklaring her)
• Sukkeralkoholer i sukkerfrie produkter
• Fyldemidler i sukkerfrie produkter
• Chokolade i større mængder (kun, hvis du ikke tåler laktose)
Dog er det vigtigt at tilføje, at det i høj grad handler om mængder, når det kommer til slik. De fleste vil således sagtens kunne spise slik, som indeholder hvedemel og æblejuice, fordi det som oftest er tilsat i meget små mængder.
Husk for eksempel på, at hvedemel i mindre mængder, fx i form af et par hvedekiks, er testet som low FODMAP.
Husk også på, at almindeligt sukker som udgangspunkt er low FODMAP. Dog indeholder består almindeligt sukker både fruktose og glukose, så en meget stor mængde sukker på én gang kan betyde et for højt indtag af fruktose, når man har fruktosemalabsorption.
Sukkerfrit slik er HIGH FODMAP
I modsætning til almindeligt slik, bør du være ekstra opmærksom på sukkerfrit slik, der indeholder flere FODMAPs, og som ofte vil være et problem selv i små mængder.
Det skyldes blandt andet, at de fleste sukkerfrie produkter er sødet med såkaldte sukkeralkoholer, som er FODMAPs. Derudover indeholder mange sukkerfrie produkter også ofte fyldstoffer, der er FODMAPs.
Hvilket slik kan man spise på low FODMAP diæten?
Da der findes så meget slik på markedet, er det stort set umuligt at remse op, hvad der kan spises, og hvad der ikke kan, når du følger low FODMAP diæten.
Det er naturligvis en god idé at kigge indholdet igennem, men overordnet er der ingen grund til at blive forskrækket over at spise slik på low FODMAP diæten eller holde dig fra det, hvis det indeholder små mængder FODMAPs.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du reagerer på noget bestemt slik, kan du afprøve det i tolerancefasen. Såfremt du holder ekstra øje med de ovenstående problematiske ingredienser, så kan følgende typer slik som udgangspunkt spises på low FODMAP diæten:
- Diverse vingummi
- Diverse lakrids
- Diverse bolcher
- Diverse karameller og karamelprodukter
- Skumfiduser
- Flødeboller (bundne indeholder hvedemel, men er ikke et problem i så lille en mængde)
- Mørk chokolade (op til 90 g inden laktoseindholdet kan blive for højt)
- Hvid chokolade (over 15 g kan indeholde for meget laktose, for dem der har lav laktose-tolerance. De fleste tåler dog mere. Ellers kan der suppleres med laktaseenzymer)
- Mælkechokolade (over 15 g kan indeholde for meget laktose, for dem der har lav laktose-tolerance. De fleste tåler dog mere. Ellers kan der suppleres med laktaseenzymer)
- Mintpastiller (OBS, mange af disse er sukkerfrie, hvilket ikke er egnet på diæten)
Er du interesseret i at vide mere om hvilke sødestoffer samt fyldstoffer, der kan have en indflydelse på dine mavesymptomer, når du har IBS, kan du læse mere om dette i bogen Sund Mave.
Her er der blandt andet en komplet oversigt over hvilke tilsætningsstoffer og hyppigt anvendte ingredienser, du bør holde øje med, når du følger low FODMAP diæten.
Du kan også få yderligere vejledning i emnet, hvis du booker en samtale eller et forløb hos mig.