Her i december måned kan man godt blive lidt træt af risalamande, hvis man får det til hver eneste julefrokost og jule-komsammen. Derfor besluttede jeg mig for at kaste mig ud i en anden dessert, som stadig indeholder elementer fra risalamanden, men som er kombineret med én af mine favoritkager: cheesecake!

Kagen er egentlig ikke svær at lave, men forberedelserne kræver, at man starter 1-2 dage før. Til gengæld kan kagen stå på køl i flere dage, hvorfor den er praktisk, hvis man har mange andre travle juleforberedelser.

Opskriften er glutenfri, mave-venlig og FODMAP-venlig, og ved at anvende laktosefri produkter er den også laktosefri.

 

Ingredienser (12 personer)

  • 2 æsker glutenfri Havre digestive kiks fra Semper eller andre glutenfri kiks (300 g)
  • 100 g ægte smør
  • 500 g friskost (eventuelt laktosefri fra Arla eller fra Philadelphia)
  • 1 hel vaniljestang
  • 3 mellemstore æg
  • 100 g sukker
  • Skal fra ½ økologisk citron
  • 300 g færdiglavet risengrød (husk at lave den på laktosefri mælk/fløde, hvis kagen skal være laktosefri)
  • 100 g mandler
  • 1 æske jordbærsovs fra Skælskør Frugtplantage (står samme sted som kirsebærsovs)
  • 1 spiseske maizena

 

Sådan gør du

Start med at lave risengrøden. Du kan med fordel gøre dette dagen inden, da den skal køle helt af inden den bruges i kagen.

Smut mandlerne og hak dem fint eller groft alt afhængigt af, hvad du foretrækker. Sæt dem til side.

Knus kiksene fint, for eksempel i en blender eller foodprocessor. Smelt smør, og rør smeltet smør og knuste kiks sammen. Smør en springform (22-25 cm i diameter) med olie eller smør. Kom et stykke bagepapir i bunden (udklippet, så kun bunden dækkes). Fordel kikse-massen i bunden. Tryk den godt ned i formen med en ske. Bag bunden ved 150 grader varmluft i 5 minutter. Lad bunden køle af herefter.

Pisk friskost, æg, sukker, korn fra vaniljestangen samt citronskal sammen med et elektrisk piskeris i 1-2 minutter. Rør herefter risengrød og hakkede mandler i ostemassen. Ostemassen er ret tynd i konsistensen.

Hæld nu ostemassen over kiksebunden, og bag kagen ved 150 grader varmluft i 45 minutter. Efter de 45 minutter slukkes ovnen, og kagen bliver stående i ovnen i endnu 45 minutter. Lad herefter kagen køle af. Kom den tildækket i køleskabet lige så snart formen ikke er for varm.

Imens laves jordbær-topping. Kom jordbærsovsen i en gryde og bring den til kogepunktet. Opløs maizena i lidt vand, og rør det i jordbærsovsen. Kog jordbærsovsen godt igennem. Tag sovsen af varmen og lad den køle af. Når den er stuetemperatur hældes den over kagen og smøres ud. Dæk nu kagen til igen og stil den på køl i mindst 4 timer eller gerne til dagen efter.

 

cheesecake-ny

 


 

Næringsindhold (pr. person)

Energi: 1870 kJ / 445 kcal

Protein: 7,5 g

Fedt: 25 g

-heraf mættede fedtsyrer: 11 g

-heraf enkeltumættede fedtsyrer: 4,5 g

-heraf flerumættede fedtsyrer: 1 g

Kulhydrat: 46 g

Kostfibre: 1,5 g