Der bliver løbende testet nye fødevarer i Australien i forhold til fødevarernes FODMAP-indhold og dermed deres egnethed på low FODMAP diet. De senest testede fødevarer vil formentligt vække stor begejstring hos de fleste, der følger diæten!
Den helt store nyhed er, at champignon på glas er blevet testet lavt i indhold af FODMAPs, så længe de begrænses til en mængde på 110 g pr. måltid. I et normalt glas champignon er der for det meste 170 g champignon, så det er over ½ glas, der med sikkerhed kan indtages i ét måltid. Husk at din tolerance kan være højere, hvormed du bør afprøve, om du kan spise en større mængde uden at få symptomer.
En anden rigtig god nyhed er, at de populære edamamebønner fra frost kan spises på low FODMAP diet. Monash skriver ikke nogen begrænsning på bønnerne, hvormed de umiddelbart kan spises frit. Edamamebønner er en god kilde til protein, og er én af de få bælgfrugter, der kan spises på diæten. Derfor er nyheden især god for dem, der ikke spiser kød og andre animalske produkter, eller for dem, der blot ønsker at skære ned på de animalske kilder til protein.
Derudover er sobanudler, der ellers også indeholder hvede, blevet testet til at kunne spises på diæten. Det skyldes formenligt, at hvede ikke er hovedingrediensen i produktet. Hvede i små mængder har en lavt/moderat indhold af FODMAPs. Udover hvede er sobanudler basereret på boghvedemel, der har et lavt indhold af FODMAPs.
Ligeledes er remoulade blevet testet til at kunne indgå på diæten. Det er den tyske version af remoulade, som de kalder “remoulade sovs”, som er testet, men resultatet kan med al sandsynlighed overføres til almindelig dansk remoulade. Remoulade er ofte tilsat løg og andre ikke-egnede grøntsager, men mængderne er så små, at det for langt de fleste ikke vil være noget problem at spise remoulade i fornuftige mængder.
Her en lille opsummering af de nyligt testede fødevarer, der er blevet testet egnede i forhold til FODMAP diæten:
- Edamame bønner (fra frost)
- Soba nudler (lavet på hvede og boghvede)
- Champignon fra glas/dåse. Bør begrænses til 110 g pr. måltid
- Remoulade sovs (Tysk produkt)
Hej 🙂
Jeg har været inde og læse op på tysk remoulade og der er hverken løg eller blomkål på nogen af de færdigprodukter, jeg har set. Det er nærmere en mayonnaise med krydderurter.
Så måske den test ikke kan overføres på det danske produkt.
Vh Trine
Hej Trine,
Jeg beklager du ikke har fået svar på din kommentar, som efterhånden er gammel. Den er blevet overset i farten. 🙂
Du har ret i, at den tyske remoulade ikke er helt det samme som den danske. De problematiske produkter vil være, hvis remouladen indeholder løg eller blomkål. Det er dog ikke alle remoulader, som indeholder flere problematiske fødevarer på én gang. Dertil skal det siges, at indholdet af eventuelle problematiske fødevarer vil være meget lavt. Derfor vil langt de fleste kunne indtage remoulade i moderate mængden uden problemer. Det er vigtigt at huske på, at low FODMAP diet ikke bør være en “no” FODMAP diæt. Man skal dog altid mærke efter, hvordan man selv reagerer på et produkt.
Mvh Mia // Sund Mave
Gad vide med bønnepasta så ? Altså den grønne på edamamebønner
Hej Louise,
Ja, det er godt spørgsmål. Eftersom produktet ikke er testet er du nødt til at afprøve det og se hvordan du reagerer. Det er ikke sikkert FODMAP-indholdet er det samme som i de frosne edamamebønner. Ofte afhænger FODMAP-indholdet af bearbejdningen af fødevaren. FODMAP-indholdet i friske, kogte edamamebønner er muligvis lavere end indholdet i pasta, der måske er fremstillet ud fra bønnerne på en anden måde.
Som sagt er du nødt til at prøve dig frem 🙂
Mvh
Mia // Sund Mave
Hej Mia og Camilla
Ved I, om der findes en app, hvor man kan ‘tælle’ low fodmaps. Jeg ryger nogle gange ud i problemer, hvis jeg for eksempel laver flere ting, der i sig selv er low fodmap men samlet set bliver high fodmap ( eksempelvis banan muffins kombineeet med smoothie eller bolle med marmelade eller hjemmelavet saft). Jeg vil rigtig gerne have en ‘ low fodmap- lommeregner’. Det skyldes, at jeg desværre er en af den, der ikke har kunnet gå tilbage efter 6 uger, men har måttet følge diæten i tre år (selvom jeg er meget imod at skulle være restriktiv).
Mvh.Stine
Hej Stine,
Nej, jeg kender ikke til den sådan app, og jeg tror heller ikke der findes, da det kun er Monash University i Australien der indtil videre tester fødevarer for deres præcise indhold af FODMAPs, og dermed ville være den bedste kandidat til en sådan app.
Som du selv kommer ind på, er det absolut heller ikke meningen, at man skal være så restriktiv i længden på denne diæt. Det er vigtigt at prøve sin egen tolerance af løbende, da det blandt andet er vigtigt for sammensætningen af gavnlige bakterier i din tarm at få nogle FODMAPs – i passende mængder vel og mærke.
Der er ikke så meget andet at gøre en at passe sig frem. Det er meget vigtigt ikke at styre for strengt efter de mængder, der anbefales og dermed heller ikke er for streng med kombinationen af fødevarer med begrænsninger. Det kan godt tage lang tid at finde frem til ens tolerance, ligesom ens tolerance kan variere lidt alt afhængig af andre faktorer som stress, trivsel osv.
Min bedste anbefaling til dig vil være at læse om genindføring af FODMAPs her og i vores bog Sund Mave. Hvis du er meget i tvivl, vil jeg anbefale dig at få en samtale hos en diætist, der er uddannet i diæten.
Jeg håber dette kan hjælpe dig lidt videre.
Mvh Mia // Sund Mave