Der kommer løbende nye glutenfri og FODMAP-venlige produkter på markedet, og særligt produkter som eksempelvis melblandinger er med til at gøre hverdagen på low FODMAP diet og eventuel glutenfri kost lidt nemmere. Denne gang er vi faldet over tre nye melblandinger, der netop er kommet på hylderne i Rema 1000, som vi gerne vil dele med dig, hvis du endnu ikke har opdaget dem 🙂
I vores bog Sund Mave får du adgang til vores elektroniske alternativliste, hvor du blandt andet kan finde inspiration til gode melblandinger, der kan spises på low FODMAP diet. Listen opdateres løbende med nye varer på markedet, så du her kan finde de nyeste alternativer på fødevarer, du kan spise på diæten, samt hvor du kan købe dem. Listen indeholder en række melblandinger på bagværk eller lækre kager, men for eksempel også melblandinger til pizza og tærtebunde. Bagning på low FODMAP diet kan til tider være udfordrende og her kan melblandinger være en nemmere og mere overskuelig løsning.
De tre nye produkter vi er faldet over er melblandinger på Glutenfri pizzabund, Glutenfri chokoladekage og Glutenfri lyst brød (se evt. produkterne her). Melblandingerne består hovedsageligt af glutenfri hvedestivelse og kartoffelmel, og er low FODMAP og glutenfri. Blandingerne skal tilsættes få ingredienser såsom vand, gær, olie, æg eller salt, og efter godt 30 min i ovnen har du et FODMAP-venligt og glutenfri stykke bagværk.
Lige nu bages glutenfri chokoladekage i ovnen og der spredes sig en skøn duft af chokolade.
Hvilken blanding skal du prøve? 🙂

Hejsa
Jeg er bosiddende på ærø og har derfor svært ved at få nogle af de ting der skal til på low fodmap diet især mel og blandinger som i reklamere pt.
Er der nogen mulighed for at få det tilsendt til øen og i såfald hvad vil det koste.
Hilsen Annette
Hej Anette!
Vi kan godt forstå det kan være et problem for dig at få visse produkter, når du bor et sted, hvor udvalget måske ikke er det største. Vi kan desværre ikke hjælpe dig med at skaffe produkterne. Vi sælger ikke produkter, og reklamerer heller ikke for specifikke producenter. Vi gør kun opmærksom på, når vi ser velegnede produkter på markedet – vi har ingen aftaler med producenterne selv.
Hvis I ikke har nogen Rema1000 på Ærø, så kan det være svært at skaffe de produkter, vi her i indlægget har fremhævet, med mindre du kender nogen andre steder i landet, der kan købe det til dig. Dog findes der mange andre produkter på markedet, som kan bestille over nettet, for eksempel helsekostbutikker. Dette kunne måske være en mulighed for at få det sendt hjem til dig. Held og lykke med det!
Med venlig hilsen
Mia // Sund Mave