Jeg får rigtig mange spørsgmål om laktoseintolerans, og jeg oplever, at der er mange misforståelser omkring laktoseintolerans. I denne artikel har jeg forsøgt at forklare laktoseintolerans i dybden, samt at besvare nogle af de hyppigste spørgsmål, jeg får.
Hvad er laktoseintolerans?
Laktoseintolerans er betegnelsen for en tilstand, hvor man ikke er i stand til at nedbryde laktose i tyndtarmen. Dette medfører en række ubehagelige, men ufarlige symptomer fra tarmen.
Laktoseintolerans kaldes også for laktoseintolerance, laktasemangel eller laktosemalabsorption.
Laktose er det faglige navn for ”mælkesukker”. Det vil sige en sukkerart, som findes naturligt i komælk, men også i gedemælk og i modermælk hos mennesker.
Laktose består af to dele: en sukkerart, der hedder glukose og en sukkerart, der hedder galaktose. Når vi indtager laktose, skal laktose nedbrydes, det vil sige ”deles over” i glukose og galaktose, før det kan optages i tyndtarmen. Dette foregår ved hjælp af enzymet laktase. Laktase er dermed ”saksen”, der skal klippe laktose over til glukose og galaktose.
Enzymet laktase dannes normalt i tyndtarmsvæggen. Ved laktoseintolerans danner man intet eller en begrænset mængde af laktase i tyndtarmsvæggen. Det betyder, at laktose ikke kan deles over og dermed heller ikke kan optages i tyndtarmen. Man kalder det dermed en intolerance, da man ikke er i stand til at nedbryde og optage laktose tilstrækkeligt.
Hvad er symptomer på laktoseintolerans?
Når laktose ikke kan optages i tyndtarmen, vil der ske nogle reaktioner i tarmen. For det første vil der i tyndtarmen blive trukket ekstra vand ind. Dette kalder man en osmotisk effekt. Det skyldes, at tarmen forsøger at ”fortynde” koncentrationen af laktose inde i tyndtarmen ved at tilføre mere vand.
Når indholdet af vand i tyndtarmen stiger, kan det resultere i flere symptomer. Man bliver typisk oppustet og udspilet, fordi den øget mængde vand ”udvider” tarmen. Derudover kan det påvirke afføringens konsistens og hvor hurtigt det kommer ud. Det kan med andre ord give diarré, det vil sige tynd og pludselig afføring i en større mængde.
Det næste, der sker er, at laktose kommer ufordøjet ned til tyktarmens bakterier. Normalt vil laktose slet ikke nå tyktarmen, men når det ved laktoseintolerans ikke kan optages i tyndtarmen, så vil det altså ske. Tyktarmens bakterier elsker at spise laktose, men når bakterier i tyktarmen spiser, vil de danne gas som biprodukt. Derfor oplever man typisk at få meget luft i maven og deraf også blive yderligere oppustethed.
Alt i alt vil man ved laktoseintolerans kunne opleve rumlen, knurren, mavekneb, øget gasproduktion, oppustethed samt diarré.
Hvor lang tid efter man har indtaget laktose får man symptomer ved laktoseintolerans?
Der er flere faktorer, som har indflydelse på, hvornår man oplever symptomer efter indtagelse af laktose, hvis man er laktoseintolerant. I litteraturen beskrives det, at symptomer kan opstå allerede efter 15 minutter og helt op til 6-8 timer efter indtagelse.
Først og fremmest afhænger det af mængden af laktose samt hvordan laktosen indtages. Hvis man drikker et stort glas laktoseholdigt mælk på helt tom mave, kan laktosen ret hurtigt nå tyndtarmen. Det kan potentielt godt ske efter 15-30 minutter, hvormed de første symptomer kan opstå. Her vil det typisk være i form af uro, rumlen, og måske oppustethed. Reaktionen med luftproduktion fra tyktarmen samt diarré vil forstå opstå senere, når laktosen er nået længere i tarmen.
I praksis vil de fleste først opleve symptomer en del timer efter indtagelse, da laktose i de fleste tilfælde indtages sammen med et måltid. Hvis man fx spiser et sammensat måltid af havregryn med mælk, mandler og blåbær, vil måltiden ikke kunne forlade mavesækken allerede efter 15-30 minutter. Her vil der minimum gå nogle timer før måltider når tyndtarmen, hvorefter symptomerne kan opstå.
Mængden af laktose og den enkeltes tolerance også værd at have for øje, når man vurderer, om der opstår symptomer fra laktose. De fleste personer med laktoseintolerance har en højere tolerance overfor laktose end de tror. Dette har man påvist i studier. Hvis man derfor indtager en meget lille mængde laktose og føler man reagerer allerede 15 minutter efter, er der formentlig tale om en fejlfortolkning.
Hvis man ved, at man ikke tåler laktose, så vil der nemt kunne opstå en frygt for symptomer, når man indtager laktose. Og da hjerne og tarm er tæt forbundet, vil frygten for symptomer i sig selv kunne sætte gang i tarmens bevægelser og dermed skabe uro fra tarmen.
Primær og sekundær laktoseintolerans
Man skelner mellem to forskellige typer laktoseintolerans: primær og sekundær laktoseintolerans.
Den primære laktoseintolerans er en arvelig tilstand. Det vil sige, at man har en genetisk fejl, som gør, at laktoseintolerans kan opstå. Hvis man har denne genfejl, kan laktoseintolerans i princippet opstå når som helst i livet. Det behøver altså slet ikke være et problem fra barnsben eller i ungdommen.
Under den primære laktoseintolerans hører nogle yderst sjældne tilfælde, hvor spædbarnet ikke tåler laktose – det vil sige heller ikke tåler laktose i modermælken. Det er dog som nævnt yderst sjældent.
Forekomsten af primær laktoseintolerance er meget forskellig i verden. I skandinaviske lande og Holland vil kun op til 10 % af befolkningen have primær laktoseintolerans. I sydeuropæiske lande og i Mellemøsten er forekomsten nærmere de 50 % af befolkningen. I afrikanske lande varierer forekomsten mellem 80-95 %, og i asiatiske lande er forekomsten helt op til 99 %. USA varierer forekomsten meget afhængig af etnicitet, men vil typisk være lav forekomst hos hvide, nordamerikanere (2-15 %), hvor forekomsten er høj hos personer af anden etnisk baggrund (50-75 %).
Den sekundære laktoseintolerans er en laktoseintolerans som opstår sekundært til en anden sygdom i tarmen. Det kan for eksempel ses ved ubehandlet glutenallergi (cøliaki) eller kronisk inflammatorisk tarmsygdom. Det kan også opstå efter en slem tarminfektion, en operation eller anden invasiv behandling i tarmen, hvor tyndtarmsvæggen kan blive beskadiget.
Den sekundære laktoseintolerans er dermed som udgangspunkt en forbigående form for laktoseintolerans. Det er altså ikke fordi, at man ikke er i stand til at danne nok laktaseenzym grundet en genetisk fejl. Der er derimod sket en ”skade” i tarmen, hvor laktaseenzymet normalt dannes. I langt de fleste tilfælde vil man derfor kunne indtage laktose igen, når den grundlæggende sygdom er i bero. Der vil dog være enkelte tilfælde, hvor tarmen måske er blevet permanent skadet, hvor det bliver nødvendigt at undgå laktose fremover også.
Laktoseintolerans test
Laktoseintolerans kan testes på flere forskellige måder.
Gentest:
Hvis man gerne vil undersøge for primær laktoseintolerans giver det mest mening at foretage en gentest. En gentest laves blot ved at tage en blodprøve for at påvise, om man har en genfejl i forhold til at danne laktase.
En gentest kan ikke sige noget om, hvorvidt man har symptomer på laktoseintolerance, kun om man har genfejlen. Man kan derfor potentielt komme til at overse andre årsager til symptomer, for eksempel irritabel tyktarm. Derfor bør man udredes yderligere, hvis en laktosefri kost ikke afhjælper symptomerne.
En gentest kan ikke påvise sekundær laktoseintolerans. Ved mistanke herom bør man derfor overveje en pusteprøve eller belastningstest.
En gentest kan heller ikke sige, hvor meget laktose man eventuelt kan tåle ad gangen. Dette kan ingen test vise – det er man nødt til at prøve sig frem med selv.
Pusteprøve:
En pusteprøve (hydrogen breath test) måler, hvor meget luftarten hydrogen man udånder efter at have drukket en laktoseholdig væske. Hvis laktosen ikke bliver nedbrudt i tarmen, dannes ekstra hydrogen. Fordelen er, at testen viser, hvordan kroppen håndterer laktose her her og nu.
Ulempen ved testen er, at man kan opleve mavegener under testen, og at den kan være ret upræcis. Den kan være påvirket af anden sygdom i tarmen. Den kræver også, at man følger en del specifikke råd i flere dage op til testen, før resultaterne kan anvendes.
Belastningstest:
En belastningstest (laktosebelastning) går ud på, at man drikker en væske med høj koncentration af laktose, hvorefter blodets sukkerniveau måles hen over nogle timer. Stiger blodsukkeret ikke som forventet, tyder det på laktoseintolerans.
Testen er enkel, men kan give ubehagelige symptomer, og den er ikke altid præcis. Det kræver for eksempel også, at man følger nogle bestemte anvisninger omkring faste som lav fysisk aktivitet op til testen.
Ved denne test kan man både risikere at overse tilfælde af laktoseintolerans, men også falsk påvisning er laktoseintolerans, som faktisk ikke er der.
I praksis bruges gentest ofte til at afklare, om man kan udvikle primær laktoseintolerans, mens pusteprøven og belastningstesten bruges til at finde ud af, om man har laktoseintolerans i hverdagen.
I sidste ende kan det også være nødvendigt at prøve en periode uden laktose i kosten og herefter en tilbageførsel af laktose, for at se, om man reagerer.
Laktoseintolerans behandling
Behandlingen af laktoseintolerans er simpel – man skærer ned på laktose i kosten og supplerer med laktosefri varianter af mælkeprodukter. Derudover kan man også supplere kosten med laktaseenzymer i håndkøb (se længere nede).
Laktoseintolerans – hvad må man ikke spise?
Hvad må man ikke spise, når man er laktoseintolerant? Sådan bliver jeg tit spurgt i min klinik. I princippet er der ikke noget, man ikke ”må” spise. Men det handler selvfølgelig om at lære ens tolerance for laktose at kende samt at finde laktosefri alternativer.
Først og fremmest er det vigtigt at vide, at de færreste er komplet intolerante. Det vil sige, at de fleste tåler helt små mængder af laktose. Undersøgelser viser, at de fleste med laktoseintolerans kan tåle små mængder laktose ad gangen svarende til cirka 6-7 gram laktose (svarer til 1,5 dl mælk), men det er meget individuelt. Der er derfor personer, som tåler væsentligt mere, men også personer, der har en lavere tolerance end dette.
Generelt er det produkter som mælk, fløde, is og diverse yoghurtprodukter, man skal være opmærksom på ved laktoseintolerans. Også bløde oste som hytteost, mascarpone, ricotta og smøreost har et moderat laktoseindhold. Til gengæld indeholder smør, faste oste, mozzarella, feta og skæreoste stort set ingen laktose. Dem behøver du dermed ikke vælge i laktosefri variant.
Laktoseintolerans piller – laktaseenzymer i tabletform
Ved laktoseintolerans kan man vælge at supplere sin kost med laktaseenzymer i håndkøb. Det vil sige, at man samtidig med et laktoseholdigt måltid spiser en tablet med laktaseenzymer.
Disse kan købes i håndkøb på Apoteket. Antallet af tabletter, der skal tages, kan både afhænge af det enkelte produkt, men også mængden af laktose i måltider.
Ofte stillede spørgsmål ved laktoseintolerans
Er der sammenhæng mellem irritabel tyktarm og laktoseintolerans?
Selvom mange tror, at laktoseintolerans forekommer hyppigere hos personer med irritabel tyktarm, er det faktisk ikke tilfældet. Man har i studier ikke fundet højere forekomst af laktoseintolerans hos personer med irritabel tyktarm. Alligevel får rigtig mange personer med irritabel tyktarm at vide, at de skal undgå laktose – eller også gør de det på egen hånd.
Det betyder ikke, at laktoseintolerans ikke kan være en del af symptombilledet ved irritabel tyktarm. Personer med irritabel tyktarm kan også lide af laktoseintolerans på lige fod med andre mennesker. Forekomsten er bare ikke højere. Der er i princippet tale om to separate tilstande.
Dog vil personer med både irritabel tyktarm og laktoseintolerans kunne risikere at opleve flere og mere kraftige symptomer ved indtagelse af laktose, da tarmen ved irritabel tyktarm generelt er mere sensitiv.
Eftersom der ikke er sammenhæng mellem irritabel tyktarm og laktoseintolerans, behøver du med irritabel tyktarm kun undgå laktose ved mistanke om eller påvist laktoseintolerans.
Skal man ikke altid undgå laktose på low FODMAP diæten?
Jeg får rigtig tit undrende spørgsmål, når jeg siger, at ikke alle behøver at undgå laktose på low FODMAP diæten. Det er jo ét af de kulhydrater, man undgår på diæten?
Ja, det er korrekt, at laktose indgår i low FODMAP diæten. Men til forskel fra alle de andre FODMAP-grupper, er laktosen en ”enten-eller” FODMAP. Laktose fungerer ganske enkelt kun som en FODMAP i tarmen, hvis man har laktoseintolerans.
Det vil sige, at man kun behøver at undgå laktose, hvis man rent faktisk har laktoseintolerance. Og eftersom laktoseintolerance har høj forekomst i størstedelen af verden, vil det være naturligt, at low FODMAP diæten er laktosefri for størstedelen, der følger diæten rundt om i verden. Bare ikke, hvis du har skandinaviske gener. Så vil det forholde sig lige omvendt.
Du bør dog være opmærksom på, at du kan have sekundær laktoseintolerans, hvis du udover irritabel tyktarm også har cøliaki, kronisk inflammatorisk tarmsygdom eller anden risikofaktor for sekundær laktoseintolerans.
Det kan være en rigtig god idé at tale med en autoriseret klinisk diætist med speciale i irritabel tyktarm, hvis du er i tvivl.
Er laktoseintolerans arveligt?
Ja, laktoseintolerans er arveligt, når vi taler om primær laktoseintolerans. Når der er tale om en genfejl, er det pr. definition arveligt. Sekundær, forbigående laktoseintolerans er derimod ikke arveligt.
Kan man godt lige pludselig blive laktoseintolerant?
Ja, det kan man. Primær, arvelig laktoseintolerans kommer sjældent til udtryk før lidt senere i livet. Du kan dermed være født med genfejlen, men først få symptomer som voksen.
Sekundær, forbigående laktoseintolerans kan også opstå pludselig ved anden sygdom, men går som nævnt i langt de fleste tilfælde over igen.
Er laktoseintolerans og mælkeallergi det samme?
Nej, laktoseintolerans og mælkeallergi er langt fra det samme. Ved mælkeallergi tåler man ikke proteinet i mælk. Derfor er det ikke nok at vælge laktosefri produkter, her skal man helt udenom alle mælkeprodukter.
Ved mælkeallergi har man typisk lidt anderledes symptomer. Der vil godt kunne opstå symptomer fra tarmsystemet, men vil typisk også have en form for reaktion fra hud, mund og luftveje.
Mælkeallergi forekommer hos omkring 2-3 procent af børn under 3 år, men de fleste børn vokser fra denne mælkeallergi efter 3-årsalderen. Mælkeallergi hos voksne er meget sjælden (under 1 %).
Laktosefri produkter eller mælkefri produkter – hvad er bedst at vælge?
Når man ikke tåler laktose, så har man tre valgmuligheder i forhold til at reducere sit indtag af laktose:
1. Man kan vælge laktosefri komælksprodukter og produkter med naturligt lavt indhold af laktose.
2. Man kan vælge plantebaserede alternativer til mælkeprodukter.
3. Man kan helt undgå alle former for mælkeprodukter, herunder de plantebaserede.
Som udgangspunkt anbefaler jeg altid, at man vælger at anvende de laktosefri komælksprodukter samt de mælkeprodukter, der har et naturligt lavt indhold af laktose. Det gør jeg, fordi komælksprodukter er en meget stor kilde til vigtige næringsstoffer i de flestes kost – om ikke andet i de nordiske lande.
Komælksprodukter er særligt afgørende for vores indtag af kalk. Det er faktisk ret vanskeligt at få dækket sit behov for kalk uden indtag af komælksprodukter. Det skyldes, at selvom der findes kalk i mange fødevarer, så er indholdet meget lavt pr. 100 gram sammenlignet med komælksprodukter. Derudover er den kalk, man finder i planter, også dårligere optageligt. Man optager altså bedre kalk fra mejeriprodukter end fra planter.
Ved at vælge de laktosefri komælksprodukter kan man dermed lettest muligt sikre en varieret kost, og det vil være lettere at indgå i diverse sociale sammenhænge.
Når det så er sagt, så kan der naturligvis være årsager til, at man vælger komælksprodukter fra. Det kan både være en smagspræference, et miljøhensyn eller et generelt ønske om vegansk kost.
Hertil er det vigtigt at sige, at det ikke er umuligt at undvære komælksprodukter i sin kost og stadig få opfyldt sig daglige behov for næringsstoffer. Man skal dog være lidt mere opmærksom på, hvordan kosten sammensættes.
Hvis man vælger plantebaserede udgaver af mælkeprodukter, kan man med fordel vælge produkter, hvor der er tilsat kalk. Hvis ikke dette er muligt, så vil man anbefale at supplere kosten med et kalktilskud. Man bør også være lidt ekstra opmærksom på sit indtag af protein, D-vitamin, B12 og B2 fra andre fødevarer.
Hvordan ved jeg, at jeg ikke kan tåle laktose?
Du kan lade dig teste via de tidligere beskrevet tests. Du kan også undlade laktose i din kost i en periode for at se, om symptomerne aftager. Herefter kan du indføre laktose igen for at se, om du får symptomer igen. Det kan være en god idé at konsultere med en klinisk diætist, som kan guide dig til, hvordan du gør. Og også, om der kan være andre forklaringer på symptomerne end laktoseintolerans.
Bliver man træt ved laktoseintolerans?
Ja, man kan godt opleve at blive træt ved uopdaget laktoseintolerans. Laktoseintolerans er ikke farligt for kroppen, men symptomerne kan godt være så generende, at de kan resultere i træthed.
Kilder:
