Low FODMAP diet stammer oprindeligt fra Australien, og er udviklet af et hold forskere på Monash University. Her fandt man for første gang videnskabeligt bevis på, at indholdet af FODMAPs i kosten kan spille en væsentlig rolle i forhold til lindring af IBS-symptomer. Inden low FODMAP diet blev opfundet, vidste man allerede, at kulhydraterne laktose og fruktose var problematiske for nogle mennesker at optage. Man kunne dog også observere, at for eksempel visse sødemidler og grøntsager, såsom løg og hvidløg, gav mange mennesker tendens til mere tarmluft, oppustethed med mere – altså de samme symptomer, som man ser ved IBS. Derfor kom man frem til, at der måtte være flere kulhydrater, som med fordel kunne begrænses i kosten for at opnå lindring i IBS-symptomer.

Gennem videnskabelige studier kunne man observere, at hvis kostens indhold af FODMAPs blev begrænset, opnåede 1 ud af 4 IBS-patienter lindring af deres IBS-symptomer. Dette blev startskuddet til helt ny forskning samt en masse fødevaretests, for på denne måde at kortlægge, hvilke fødevarer, der giver ro i maven samt hvilke fødevarer der enten skal udelades eller indtages i begrænsede mængder. På universitet har de således et team, der gennem specielle kemiske analyser undersøger fødevarer for deres indhold af de forskellige FODMAPs. Monash University har derfor en stor fødevaredatabase, som løbende opdateres med nye testresultater, og som herefter deles med resten af verden.

Påtænker du at følge low FODMAP diet eller er du allerede i gang, er fødevarelisten over egnede, ikke-egnede samt begrænsede fødevarer alfa og omega. Fødevarelisten finder du blandt andet i vores bog Sund Mave. I bogen finder du desuden en personlig kode, som du kan anvende her på hjemmesiden. Koden giver dig elektronisk adgang til fødevarelisten, som løbende opdateres ud fra nye testresultater fra Monash University. Du kan desuden også følge universitets egen blog, som kan være særdeles nyttig, eller købe deres applikation over egnede og ikke-egnende fødevarer til din telefon.

Eftersom alle fødevarerne testes i Australien, vil der forekomme fødevarer, som endnu ikke er testet, herunder fødevarer som særligt anvendes i Skandinavien, deriblandt Danmark. Eksempler på fødevare kunne være: ramsløg, spidskål, stikkelsbær, ribs med mere. Få danske fødevarer er dog begyndt at blive sendt til Monash Univerity, men dette er en svær og langsommelig proces, da friske fødevarer eksempelvis ikke må sendes til Australien.

Når du ikke kender indholdet af FODMAPs i en fødevare, bør du som udgangspunkt udelade den fra kosten. Low FODMAP diet er overordnet opdelt i to faser, og i vores bog Sund Mave kan du derfor læse mere om, hvordan du i anden fase selv kan teste din egen tolerance overfor ikke testede fødevarer. På denne måde finder du dit eget individuelle toleranceniveau, og sikrer et mere varieret og sundt kostindtag samt en mave i balance.

Monash University har meddelt, at der indenfor de kommende måneder er nye testresultater på vej – hold dig opdateret her på siden!

 

20150720_101503

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *