På low FODMAP diet kan man ikke anvende hvidløg på grund af hvidløgs indhold af FODMAPs – helt specifikt frukto-oligosaakrider, også kaldet fruktaner. Heldigvis kan man anvende hvidløgsolie i sin madlavning, hvilket kan bidrage med lidt god hvidløgssmag i mange retter. Her kan du få en forklaring på, hvorfor hvidløgsolie er OK på low FODMAP diet, hvor det kan købes og hvordan du kan anvende det i dine retter.
Hvis du prøver at blande vand med olie vil du kunne se, at de to ting ikke rigtig kan blandes. Dette viser, at nogle væsker/stoffer bedst opløses i vand, mens andre væsker/stoffer bedst opløses i fedt. En frugtsaft vil nemt kunne opløses i et glas vand, hvorimod den ikke ville kunne opløses i et glas med olie, som er et fedtstof. Frugtsaft er derfor vandopløseligt og ikke fedtopløseligt.
På samme måde er det med fruktaner. Fruktaner er opløselige i vand. Når noget er opløseligt i vand betyder det samtidig, at det kan “trænge ud” i vand. I dette tilfælde vil fruktanerne trænge ud i vand, hvis man kommer et fed hvidløg ned i glas med vand. Fruktanerne er omvendt ikke fedtopløselige, og vil derfor ikke kunne trænge ud i et glas med olie. Det er derfor, at hvidløgsolie, hvor hvidløget har ligget i olien og givet smag, godt kan anvendes på low FODMAP diet. Det er kun smagen og ikke fruktanerne, som er trængt ud i olien.
Du kan selv lave din egen hvidløgsolie ved at komme hvidløgsfed i en flaske eller skål med olie. Du bør dog være opmærksom på, at der ved denne metode er risiko for vækst af giftstoffer fra den sporedannende bakterie Clostridium botulinum, som i værste tilfælde kan medføre sygdommen botulisme. Derfor bør du som udgangspunkt brugen olien i det samme døgn, som den er lavet. Du kan også købe færdiglavet hvidløgsolie, hvilket er mere sikkert og også nemmere.
Du kan finde hvidløgsolie fra mærket Spize i mange større supermarkeder. Søstrene Grene samt nogle SuperBest butikker fører hvidløgsolie i større og mere praktiske flasker i mærket Biobest. Mærket Lehnsgaard har også hvidløgsolie, som blandt andet er spottet hos SuperBest.
TIPS til anvendelse af hvidløgsolie:
- Til stegning af kød og kylling
- Som fedtstof i sammenkogte retter, hvor du normalt ville komme hvidløg i
- På ovnstegte kartofler og grøntsager
- På en god tomatsalat
- I dressinger og dyppelse, fx hummus, pesto og tzatziki
- I hjemmebagt madbrød