Nu hvor det er december og dermed tid til julefrokoster og julemiddage, så vil der nok være ét par stykker, der vil mene, at der hører remoulade til frikadeller og fiskefileter. Desværre indeholder de fleste færdigkøbte remoulader løg, der er ikke er egnet på low FODMAP diet. Dog tåler mange med IBS fint den almindelige remoulade, da løg er tilsat i meget små mængder. Monash University har desuden testet tysk remoulade til at være low FODMAP, og selvom det måske ikke er helt det samme som den danske, kommer det tæt på. Du kan afprøve i tolerancefasen, hvad din egen tolerance er.
Hvis du har lyst til at kaste dig ud i en hjemmelavet variant, får du her en opskrift på en hjemmelavet FODMAP-venlig remoulade, hvis det skal være ekstra luksus eller du for eksempel gerne vil imponere dine gæster.
Ingredienser (giver ca. 3 dl remoulade)
- ½ agurk
- 100 g gulerod (1 mellemstor)
- 1 dl vand
- 1 dl eddike
- 50 g sukker
- 1 tsk. salt
- 150 g færdigkøbt eller hjemmelavet mayonnaise (eventuelt fedtreduceret)
- 1 tsk. karry uden løg og hvidløg, fx fra Santa Maria
- ½ tsk. sennep
- Salt og sukker til tilsmagning
Sådan gør du
STEP 1: Skræl guleroden og skær den i bittesmå tern. Kog de små gulerodstern i en gryde med vand i 3-5 minutter til gulerødderne er møre. Bland eddike, vand, sukker og salt i en skål. Rør rundt i blandingen indtil sukker og salt er opløst. Snit agurken til bittesmå tern og kom dem op i eddikelagen. Tilsæt herefter de kogte gulerodstern. Lad grøntsagerne stå og trække i lagen i minimum 30 minutter og gerne til dagen efter.
STEP 2: Sig eddikelagen fra grøntsagerne og kom dem op i en skål. Tilsæt mayonnaise, karry og sennep. Rør godt rundt og smag til med salt, sukker og eventuelt mere karry og sennep. Hvis du foretrækker en fin remoulade frem for én med grove stykker, så kan du blende remouladen indtil du opnår den ønskede konsistens.