Grydebrød, der bages i en støbejernsgryde eller stegeso, er det mest fantastiske brød, der findes! Et grydebrød kræver minimum indsats, og skal ikke engang æltes, kun foldes let et par gange. Jeg bruger en stegeso fra Le Cruset til at bage grydebrød med.
Til trods for, at du nærmest ikke skal røre en finger, når du skal bage et lækkert grydebrød, får du et brød med den mest fantastiske, sprøde skorpe og en krumme, der er sej, saftig og fyldt med lufthuller. Præcis som en lækkert brød skal være! Jeg mener, se bare her!
Grydebrød med eller uden surdej?
I denne opskrift, har jeg anvendt surdej. Det har jeg fordi, at jeg primært udvikler opskrifter, der også kan spises af personer, der følger low FODMAP diæten. Det er også derfor, at jeg i denne opskrift har anvendt speltmel frem for almindelig hvedemel eller andre melsorter.
Sigtet speltmel er som udgangspunkt low FODMAP, mens fuldkornsspeltmel har et for højt indhold af FODMAPs til at blive spist frit på diæten. Dog viser undersøgelser, at hvis der anvendes langtidshævning og tilsættes lidt surdej til dejen, bliver brødet low FODMAP.
Hvis du ikke følger low FODMAP diæten, behøver du ikke anvende surdej i opskriften, ligesom du også kan vælge at bruge andre melsorter end speltmel. Surdej giver dog en dybere og mere intens smag til brødet. Du kan købe færdiglavet surdej, hvis du ikke gider at stå med arbejdet selv!
Ingredienser til et smagfuldt og low FODMAP grydebrød
- 4½ dl vand
- 5 g gær
- 2 spsk. flydende speltsurdej fra Tørsleffs
- 2 tsk. groft salt
- 1 spsk. ahornsirup
- 100 g fuldkornsspeltmel
- 450 g sigtet speltmel
Sådan laver du det bedste grydebrød
Opløs gær i vandet i en stor skål. Rør ahornsirup og surdej i. Tilsæt fuldkornsspeltmel og rør godt rundt. Tilsæt salt og rør grundigt igen.
Tilsæt sigtet speltmel og rør grundigt rundt. Der skal ikke røres længe, dejen skal blot samle sig.
Dæk skålen til med husholdningsfilm og et viskestykke og lad skålen stå på køkkenbordet i 10-12 timer. Det passer godt med, at det gøres om aftenen, så brødet kan bages dagen efter.
Kom rigeligt med mel på bordet, og skrab forsigtigt dejen ud på bordet. Nu skal dejen foldes en 6-8 gange ind over sig selv. Læg dejen tilbage i en skål, der er drysses med lidt mel, med “folden” eller “samlingen” nederst, så dejen holder en stram form. Lad dejen hæve igen i 2 time.
1 time inden brødet er færdig med at hæve, skal ovnen tændes på 250 grader varmluft. Sæt gryden ind i ovnen med det samme, så den kan blive meget varm.Gryden skal IKKE smøres med olie eller smør. Lad gryden stå i ovnen 1 time ved 250 grader, hvilket passer med brødet har hævet færdigt imens.
Grunden til gryden skal blive så varm er, at hvis den ikke er blevet varm nok, vil brødet hænge fast i gryden. Det lærte jeg på den hårde måde!
Når gryden har stået i ovnen 1 time og dejen er færdig med at hæve, hældes dejen forsigtigt over i gryden. Læg låget på gryden, og sæt den tilbage i ovnen. Bag brødet i 30 minutter. Tag herefter låget af gryden og bag brødet videre i cirka 15 minutter ved 225 grader varmluft.
Tag gryden med brødet ud af ovnen, tag brødet ud af gryden, og placer grydebrødet på en rist, så det kan køle af. Det skal køle af i cirka 15 minutter før det kan skæres i.
Grydebrød smager helt klart bedst, når det er nybagt. Det er her, at skorpen er særlig sprød og lækker. Men brødet kan også sagtens spises dagen efter, ligesom det også kan fryses ned.
Næringsindhold pr. 100 g:
Energi: 850 kJ / 202 kcal
Protein: 6 g
Fedt: 1 g
-heraf mættede fedtsyrer: 0,4 g
-heraf enkeltumættede fedtsyrer: 0 g
-heraf flerumættede fedtsyrer: 0,3 g
Kulhydrat: 43 g
Kostfibre: 5 g
Kan man købe erstatningsrugbrød?
Jeg er kommet tilbage til Danmark efter 24 år i New Zealand. Jeg kan simpelthen ikke tåle rugbrød har prøvet alle de forskellige slags i det år jeg har været her. Jeg bliver meget syg i min mave, får krampe og så meget luft i maven at jeg slet ikke tør spise det mere. Jeg kan ikke leve af franskbrød. Many thanks Christina
Hej Christina.
Tak for din kommentar. Og velkommen tilbage til Danmark!
Ja, man kan godt købe nogle erstatninger for rugbrød, som ikke indeholder rug. Hvis du henter min gratis e-bog, som du får ved at tilmelde dig til mit nyhedsbrev, så har jeg i e-bogen en rigtig god opskrift på hvad jeg kalder “speltrugbrød”. Den er mine patienter i klinikken og mine følgere generelt rigtig glade for.
Og ellers kan jeg anbefale glutenfri mørkt brød fra Vadehavsbageriet (kan købes hos nemlig.com) eller glutenfrit mørkt kernebrød på frost i Rema1000.
Vh Mia
Hej
Takfor opskrifter. De lyder super lækre 🙂
Hvor køber du det flydende spelt surdej?
På forhånd tak 🙂
Hej Susanne. Tak for din kommentar og beklager mit meget sene svar! Jeg havde overset din kommentar 🙂 Jeg plejer at bestille flydende speltsurdej fra nemlig.com, men jeg har set det i mange større supermarkeder, herunder Superbrugsen, Meny, Føtex, Kvickly og Bilka. Det er mere discountbutikkerne som Netto, Fakta og lignende, hvor jeg ikke plejer at kunne finde det. Som regel skal du lede efter det, hvor mel er placeret. Det står som oftest ikke på køl 🙂 Jeg håber du bliver glad for opskrifter. 🙂 Mvh Mia
Tak for fine opskrifter 🙂 Jeg har lige lavet din surdej og mens jeg venter…..har jeg kig på to low FODMAP brød: a) Speltbrød m. havregryn og surdej og b) Grydebrød. Hvorfor er der SÅ stor forskel på indholdet af
1) protein ( a= 3 g, b = 10,5 g)
2) kulhydrat (a = 17 g, b= 67 g)
3) kostfibre (a= 2,5 g, b= 9,5 g). Alt pr 100 g brød (forbehold for at a er ca dobbelt af b).
Med venlig hilsen fra Britta
Hej Britta,
Tak for din kommentar! Dejligt, at du synes om mine opskrifter. 🙂
Jeg har lige siddet og kigget nærmere på beregninger på de to brød, og jeg kan godt forstå du undrer dig! Det er også lidt stor forskel mellem de to brød.
Det ene er jo oplyst pr. 100 g, og det andet pr. skive – og en skive af de pågældende brød vejer i hvert fald ikke 100 g. Men jeg har kigget på beregningen af grydebrødet igen, og jeg tror der var sneget sig en fejl ind grundet noget vand, der manglede i vægten af brødet. Det har jeg rettet i opskriften nu, så næringsberegningen er korrekt 🙂
Mvh Mia
Hej Mia
Skal stegesoen i ler også i ovnen en time før ved 250 grader? Og skal den suge vand først?
Vh Lis
Hej Lis,
Beklager mit forsinkede svar! Jeg er på barsel. 🙂
Jeg har ikke erfaring med stegeso i ler, så jeg må desværre være dig svar skyldig! Jeg vil da tro stegeso i ler kan anvendes på samme måde her, men jeg ved desværre ikke om den skal suge vand først! Jeg håber det lykkedes for dig 🙂
Vh Mia