Jeg har haft en del klienter, der har efterlyst tyggegummi, som de kan spise på low FODMAP diet. Problemet med stort set alt tyggegummi og en lang række andre produkter, for eksempel opfriskende pastiller samt bolcher og pastiller til ondt i halsen, er at de indeholder FODMAPs i form af sukkeralkoholer. Det gør de af god grund, fordi sukker i tyggegummi, pastiller mm. er rigtig skidt for tænderne. Derfor har man gjort dem sukkerfrie for at undgå risiko for tandproblemer.
Selvom sukkeret er skidt for tænderne kan det være ganske rart at have mulighed for at tage et stykke tyggegummi selvom man er på low FODMAP diet. Min anbefaling er dog, at du spiser det sukkerholdige tyggegummi (og alt andet sukker) med måde, således at du undgår for mange unødige kalorier og passer på dine tænder.
For at finde noget tyggegummi uden sukkeralkoholer måtte jeg finde min barnlige sjæl frem. Jeg kom nemlig i tanke om den gang vi købte bobletyggegummi i kiosken eller på tanken til 50 øre stykket. Man kan stadig få de samme tyggegummier som dengang! Der findes forskellige varianter, hvoraf nogle er mere unaturligt smagende end andre. Her er dem jeg har fundet:
- Jenka
- Shake
- Funny
- Hubba bubba
- Bubblelicious
Personligt foretrækker jeg jenka, der smager mest fredeligt af mint og vanilje. I brugsen fandt jeg posen, som kan ses på billedet, der indeholder 3 forskellige varianter.