Et lille ferietip til jer, der ikke tåler sukkerfrit tyggegummi på grund af sødemidler (FODMAPs): i rigtig mange lande kan man stadig få tyggegummi med almindeligt sukker. I Danmark kan man efter min viden kun opdrive sukkerholdigt tyggegummi i form af bobletyggegummi og i lufthavnen. I sidste uge var jeg i Tyskland, hvor man kan få sukkerholdigt tyggegummi i et hvert supermarked. Det gør sig garanteret også gældende i andre lande.
Sukkerholdigt tyggegummi er ikke super godt for tænderne, og skal derfor spises med måde. Samtidig kan stort forbrug af tyggegummi bidrage til luft i maven – simpelthen fordi der sluges meget luft i processen. En gang i mellem kan det dog være rart med et tyggegummi, der ikke giver ondt i maven. Det kan for eksempel være gavnligt i følgende situationer: når du gerne vil have en hurtig frisk smag i munden; hvis du har tendens til at få propper i ørerne ved flyvning eller lignende eller hvis du er stillesiddende/liggende i lang tid, for eksempel i forbindelse med sygdom, da tyggebevægelserne bidrager til at holde tarmbevægelserne i gang.
Sørg for at skylle munden med vand efter du har spist sukkerholdigt tyggegummi – så er der mindre guf tilbage til bakterierne i tænderne.