Der er rigtig mange steder i den daglige husholdning, hvor ved at vælge mere bæredygtige alternativer kan gøre din livsstil mere miljøvenlig og selv blive udsat for mindre sundhedsskadelig kemi.

I dette blogindlæg vil jeg fokusere på nogle ændringer, jeg selv har foretaget i vores hjem, nærmere bestemt i vores køkken. Jeg har udvalgt 10 produkter, hvor jeg har fundet mere bæredygtige alternativer til traditionelle produkter. Samtidig indeholder produkterne mindre sundhedsskadelig kemi.

Jeg vil understrege, at jeg ikke er blevet betalt for at beskrive eller anbefale specifikke produkter eller forhandlere. Det er helt på eget initiativ og dermed et udtryk for min personlige erfaringer.

1. Bee’s wrap

Bee’s wrap er et smart alternativ til husholdningsfilm og sølvpapir, som begge ikke er særlig bæredygtige materialer. Bee’s wrap er et form for vokspapir, der består af bomuld og bivoks.

Udover at bestå af bæredygtige materialer, kan produktet genanvendes og holde i op til 1 år. Desuden kan produktet komposteres. Det skal rengøres med sæbe og koldt vand (det kan ikke tåle varme). Det må dog ikke anvendes til kød, da produktet ikke må skoldes for at fjerne eventuelle bakterier.

Bee’s wrap kan købes mange steder online, hvis du søger på google.

2. Opvaskebørste i træ

Plasticbørster består af ikke-bæredygtige materiale, og er ofte et produkt vi alt for hurtigt smider ud og køber nyt af, fordi det ikke holder længe.

Jeg har været rigtig glad for en opvaskebørste i FSC træ, hvor man kan skifte børstehovedet ud. Jeg har købt denne hos EcoEgo.

3. Bæredygtige affaldsposer og fryseposer

Almindelig plastikposer består både af et ikke-bæredygtigt materiale, og så kan plastposerne afgive skadelig mikroplast til omgivelserne. I stedet kan man købe komposterbare poser baseret på plantestoffer. Disse afgiver ikke mikroplast.

Du kan også købe affaldsposer og fryseposer af miljøvenlig genbrugsplast.

Jeg køber enten svanemærkede fryseposer fra Änglamark eller de her komposterbare fryseposer fra Maistic.

4. Karklude uden mikroplast

Almindelig karklude kan indeholde mikroplast. Hvis du samtidig ikke genbruger karklude særlig mange gange, er der også et stort spild af materialer, hvilket koster dyrt – både for pengepungen og for miljøet.

Jeg har selv to slags karklude: strikkede karklude, som kan bruges igen og igen og vaskes ved 60 grader. Derudover har jeg også nogle andre karklude, som minder om de almindelig engangskarklude, men som består af bæredygtige materialer og er uden mikroplast. Jeg har været glade for nogle fra Änglamark, som jeg har købt i Superbrugsen.

5. Svanemærket bagepapir og madpapir

Mad- og bagepapir er ofte tilsat fluorstoffer, som afviser det fedt, der er i maden. Desværre er mange af disse fluorstoffer sundhedsskadelige. For eksempel er mange af dem mistænkt for at være hormonforstyrrende. Svanemærket mad- og bagepapir er ikke tilsat fluorstoffer, og papiret i sig selv er lavet på den mest miljøvenlige måde.

Svanemærket bagepapir og madpapir kan efterhånden købes i langt de fleste supermarkeder.

6. Svanemærket køkkenrulle

Miljømærkede køkkenruller er lavet af træmasse med en stor andel af træ fra en bæredygtigt drevet skov og/eller genbrugspapir. Derudover har producenterne kogt træmassen på en så energieffektiv måde som muligt, og uden at tilsætte sundhedsskadelig kemi.

Derudover kan det virkelig også betale sig generelt at bruge mindre køkkenrulle. Anvend i stedet klude og viskestykker, når det kan lade sig gøre.

Svanemærket køkkenrulle kan du købe i alle supermarkeder.

7. Grøntsagsbørste i træ

Jeg bruger tit en børste til at skrubbe for eksempel kartofler med. Til dette har jeg været glad for en grøntsagsbørste, der er lavet af træ i stedet for plastik. Jeg har købt denne fra Økovejen.

8. Sodastreamer

Vi har til tider drukket en del danskvand hjemme hos os. Miljømæssigt er det dog ikke hensigtsmæssigt med alle de plastikflasker, som bliver produceret til formålet. Derfor besluttede vi os at investere i en Sodastreamer, hvor de samme flasker genbruges.

Derudover er det ret lækkert at kunne fremstille danskvand selv, og med de mange forskellige smage, der kan tilsættes, bliver det endnu mere lækkert.

9. Svanemærket opvaskemiddel, håndsæbe og opvasketabs

Ved at vælge svanemærket opvaskemiddel, håndsæbe og opvasketabs sørger du for at vælge de mest miljøvenlige udgaver, der er på markedet. Samtidig er der skrappe krav til indholdet af sundhedsskadelig kemi. Og produkterne er nøjagtigt lige så effektive!

Ved samtidig at vælge produkter med Den Blå Krans fra Astma-Allergi Danmark, undgår du også parfume, som kan fremkalde allergi.

10. Genanvendelig sæbedispenser

Vi har i mange år haft sæbedispensere, som kan påfyldes, og som har “no touch” funktion. Det er vi glade for i køkkenet, fordi så undgår vi at røre ved dispenseren med beskidte fingre og potentielle sygdomsfremkaldende bakterier fra for eksempel råt kød.

Ved at vælge genanvendelige sæbedispensere skal du heller ikke købe nye plasticbeholdere hver gang du skal have en ny håndsæbe.

 

Jeg håber du finder denne guide nyttig, og at du har fået lyst til at ændre nogle små ting i din egen husholdning, så du kan passe bedre på dig selv og på miljøet.