På trods af at foråret er på vej, har vinteren endnu ikke helt sluppet taget i os. Og mange er ramt af enten forkølelse og influenza. Et middel mod løbende næser og kropsligt udbehag kan være en varm ingefærdrik, der er fyldt med gode antistoffer og vitaminer – og det er netop hvad du får med dagens blogindlæg.

 

Kategorien drikkevarer kan dog generelt være udfordrende, når du ønsker at følge low FODMAP diet. Det skyldes, at visse drikkevarer kun bør nydes i begrænsede mængder og andre bør helt undgås. Det gælder eksempelvis drikke lavet på ikke-egnede frugter eller visse spiritus og varme drikke drikke. For andre drikkevarer gælder det, at du kan nyde dem i begrænsede mængder eksempelvis juice på grund af fruktoseindholdet. Desuden kan drikkevarer, der indeholder koffein og kulsyre irritere maven og tarmen. I bogen Sund Mave kan du læse mere om drikkevarer og finde gode råd og lækre opskrifter på mave-venlige måder at slukke tørsten på. Derudover kan du også finde konkrete forslag på drikkevarer i Alternativlisten.

 

Ingredienser til 1 stort glas (eller 2 små)

  • ca. 12 g ingefær
  • 1 1/2 tsk. ahornsirup eller rørsukker
  • Saft fra en 1/2 økologisk citron
  • Skiver af en 1/2 økologisk citron
  • 300 ml kogende vand

 

Sådan gør du:

Sæt vand til at koge i en el-kedel eller gryde.

Skær skrallen af ingefæren. Her kan du også anvende en teske for herefter at skrabe skrallen af – på den måde opnår du mindre svind af ingefær. Skær herefter ingefæren i tynde skiver, og kom stykkerne i et glas. Kom sirup/sukker i, samt saft fra en 1/2 citron. Skær den sidste halve citron i skiver og kom dem op i glasset. Hæld herefter kogende vand over og rør rundt til sirup/sukker er opløst, og smag til.

Du kan eventuelt si drikken, så du undgår at få ingefærstykker og citronskiver med når du drikker.

TIP: Hvis du ikke har fruktosemalabsorption kan du erstatte ahornsirup eller rørsukker med honning. Her er der brugt honning med ingefær.

 

 

Varm ingefær drik

Næringsinfo for hele portionen:
Energi:  190 kJ / 45 kcal
Protein: 0 g
Fedt: 0 g
Kulhydrat: 11 g
– herunder kostfibre: 0 g

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.