Det her er én af mine yndlingstærter! Spinat og ost kan bare ét eller andet sammen, og efter Arla er kommet med en laktosefri hytteost, så er denne opskrift blevet nemmere at lave og spise for dem med laktoseintolerance.

Tærtebunden her virker måske lidt skør for nogle, fordi den er lavet på mayonnaise. Jeg synes opskriften er smart, fordi mayonnaisen gør dejen nem at arbejde med, fordi fedtsyresammensætningen i mayonnaise er sundere end i smør og fordi mange har mayonnaise stående i køleskabet i forvejen. Du kan naturligvis også lave din egen favoritbund og blot komme spinat-ostefyldet heri.

Opskriften her er beregnet til fire personer, men til den sultne voksne bør tærten serveres med en fyldig salat eller andet mættende tilbehør.

Opskriften er mave-venlig, endometriose-venlig, glutenfri og laktosefri.

 

Ingredienser (1 tærte – 4 personer)

Bund:

  • 1 mellemstort æg
  • 70 g mayonnaise
  • 100 g fuldkornsmajsmel
  • 70 g fuldkornsrismel

Fyld:

  • 300 g helbaldet frossen spinat, optøet
  • 250 g hytteost (eventuelt laktosefri)
  • 2 mellemstore æg
  • 50 g parmesanost
  • 1½ dl minimælk (eventuelt laktosefri)
  • 1 tsk. groft salt
  • 1/4 tsk. stødt/revet muskatnød
  • Peber

Tænd ovnen på 200 grader. Pisk æg og mayonnaise sammen med en gaffel, og tilsæt mel hertil lidt ad gangen. Tærtedejen skal blive glat og smidig, og skal kunne presses ud i formen uden at klistre for meget til fingrene. Tryk dejen ud i en tærteform (eller rul den ud på et meldrysset bord), og prik bunde med en gaffel. Forbag bunden i ovnen i omkring 10 minutter.

Hvis din spinat stadig er frossen, kan du give det en kort tur i mikrobølgeovnen. Pres overskydende vand fra spinaten ud. Bland spinat, hytteost, æg og minimælk sammen i en skål. Tilsæt groftrevet parmesanost og krydderier. Når tærtebunden er færdigbagt tages den ud, og fyldet hældes i bunden. Bag nu tærten i yderligere 30 minutter cirka, indtil ægge/ostemassen virker fast.

 

spinattaerte

 


Næringsindhold pr. person:

Energi: 1885 kJ / 448 kcal

Protein: 24 g

Fedt: 21 g

-heraf mættede fedtsyrer: 5,5 g

-heraf enkeltumættede fedtsyrer: 8 g

-heraf flerumættede fedtsyrer: 4 g

Kulhydrat: 38 g

Kostfibre: 5 g