Hjemmelavede sodavandsis er bare et hit – uanset vejr og sæson! De er nemme at lave, du bestemmer selv smagsvarianten og så ved jeg ikke med dig, men for mig kalder det på sommerlige barndomsminder.

Denne opskrift er med rabarberkompot, jordbær og hyldeblomst, som giver sodavandsisene en dejlig rød farve og smagen af sommer! Når jeg laver rabarberkompot laver jeg en stor mængde – for man kan altid bruge det for eksempel oven på morgengrøden eller yoghurten. Du kan evt. lave rabarberkompot i forvejen og enten have den på køl i køleskabet eller fryse den ned så den kan holde sig i længere tid.

 

Ingredienser (ca. 3-4 is afhænger af isformene):

Rabarberkompot

  • 200 g rabarber (afskåret og vasket)
  • 4 spsk. vand
  •  1 spsk. vaniljepulver eller korn fra 1 vaniljestang

Is

1 del:

  • ½ dl rabarberkompot
  • 2 dl hyldeblomstsaft (uden æble)
  • 1 spsk. vand
  • evt. sukker

2 del:

  • 10 små jordbær
  • 1 dl hyldeblomstsaft, koncentrat (uden æble)
  • 3 spsk. vand
  • evt. et par skiver jordbær

 

Sådan gør du:

Start med rabarberkompot og sæt den enten på køl eller frys den ned, til du skal bruge den. Husk at den skal være tøet op, når du skal bruge den.

Bland ½ dl rabarberkompot med hyldeblomstsaft og vand i en skål. Sigt blandingen, så du kun har saften tilbage. Dette giver ca. 2 dl. Tag nu dine isforme frem, og fordel  1/4 – ½ dl af væsken i hver is form. Stil formene i fryseren ca. 1 time.

Vask jordbærene, og skær dem i skiver. Mos jordbærene i en skål, og bland dem med hyldeblomstsaft og vand. Tag nu isformene ud af fryseren, og test med en ske om ismassen fra 1.del er halvfrossen. Hvis ismassen ikke er frossen nok, vil de to ismasser flyde for meget sammen, når du blander dem. Og er den for frossen kan du risikere, at isen knækker, når du skal smage på den og hiver op i ispinden. Hæld ca. 3/4 dl af væsken med jordbær i isformene. Skær evt. et par skiver jordbær og kom i. Frys nu isene i minimum 24 timer.

TIP: Varm evt. isformene under den varme hane, når du tager dem ud af fryseren. Så slipper de hurtigere. Skal det være ekstra godt, kan du smelte lidt mørk chokolade og med en dyppet gaffel kan du lave chokolade-streger. Det er næsten kun fantasien, der bestemmer hvad du kan komme i din is – prøv også kombinationen blåbær og banan. Isformene der er anvendt her er “Ice making stel” fra Nicolas Vahé til 85 kr. inkl. pinde – så der er ingen undskylding for ikke at kaste dig ud i hjemmelavede ispinde.

 

is nu

 

Næringsindhold pr. is:

Energi: 550 kJ / 130 kcal

Fedt: 0 g

Protein: 0,5 g

Kulhydrat: 30,5 g

Kostfibre: 1 g

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.