Jeg ved ikke med dig, men herhjemme er det altid is-vejr! Og nej jeg taler ikke om is rørt på en fancy ismaskine, som du så først skal ud og investere i, men hjemmelavede ispinde som du nemt kan blande i køkkenet, og efter en tur i fryseren smager himmelsk og bringer minder frem fra barndommen. Det kan kun blive godt!

Denne opskrift er med citrusfrugt og hyldeblomst, så sodavandsisene bliver dejlig friske i smagen – perfekt til en varm sommerdag!

 

Ingredienser (ca. 3-4 is afhænger af isformene):

1 del:

  • ½ tsk. fintrevet citronskral (øko.)
  • 3/4 dl citronsaft svarende til ca. 3 citroner
  • 1 dl hyldeblomstsaft, koncentrat (uden æble)
  • 1 tsk. sukker
  • 2 spsk. vand

2 del:

  • saft fra 3 appelsiner svarende til ca. 1 ½ dl saft
  • 1 ½ dl hyldeblomstsaft, koncentrat (uden æble)
  • 1 tsk. sukker
  • 2 spsk. vand
  • evt. et par skiver appelsin

 

Sådan gør du:

Riv citronskal meget fint, og bland med hyldeblomstsaft, sukker og vand i en skål. Sigt citronsaft i så du undgår at få kernerne med. Det giver ca. 2 dl. Tag nu dine isforme frem, og fordel  1/4 – ½ dl af væsken i hver is form. Stil formene i fryseren ca. 1 time.

Pres saften ud af appelsinerne, og bland saften men hyldeblomstsaft, sukker og vand i en skål. Tag nu isformene ud af fryseren, og test med en ske om ismassen fra 1.del er halvfrossen. Hvis ismassen ikke er frossen nok, vil de to ismasser flyde for meget sammen, når du blander dem. Og er den for frossen kan du risikere at isen knækker, når du skal smage på den og hiver op i ispinden. Hæld ca. 3/4 dl af væsken med appelsin i isformene. Skær evt. et par skiver appelsin og kom i. Frys nu isene i mindst 24 timer.

TIP: Varm evt. isformene under den varme hane, når du tager dem ud af fryseren. Så slipper de hurtigere. Skal det være ekstra godt, kan du smelte lidt mørk chokolade og med en dyppet gaffel kan du lave chokolade-streger. Det er næsten kun fantasien, der bestemmer hvad du kan komme i din is – prøv også kombinationen blåbær og banan. Isformene der er anvendt her er “Ice making stel” fra Nicolas Vahé til 85 kr. inkl. pinde – så der er ingen undskylding for ikke at kaste dig ud i hjemmelavede ispinde.

IMG_1907

 

Næringsindhold pr. is:

Energi: 680 kJ/ 160 kcal

Protein: 0,5 g

Fedt: 0 g

Kulhydrat: 36 g

heraf kostfibre: 2 g

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.