Gulerodskage er én af mine personlige favoritkager! Den smagfulde kage indeholder dog ret mange kalorier, hvorfor den skal nydes i begrænsede mængder. Forleden fik jeg lyst til at eksperimentere med en lidt sundere og kaloriefattig udgave, som I får opskriften på her.

Opskriften er glutenfri, FODMAP-venlig og laktosefri. Opskriften er også velegnet til dig med endometriose – netop fordi den er mave-venlig og fordi den har en optimal sammensætning af fedtsyrer, nemlig flest af de sunde umættede fedtsyrer, der virker anti-inflammatorisk, og kun meget få af mættede fedtsyrer, som har den modsatte virkning.

 

Ingredienser (10 personer)

  • 3 æg
  • 100 g gulerod
  • 4 spsk. ahornsirup
  • 1 spsk. citronsaft
  • 2 spsk. olie
  • 3 spsk. mælk (eventuelt laktosefri)
  • 1 tsk. vaniljepulver eller 1 hel vaniljestang
  • ½ tsk. stødt ingefær
  • ½ tsk. stødt kardemomme
  • 1 tsk. stødt kanel
  • 2 dl mandelmel
  • ½ dl rismel eller boghvedemel
  • 1 tsk. bagepulver

Ostecreme

  • 150 g friskost light (eventuelt laktosefri. Den laktosefri findes dog ikke i light udgave).
  • 150 g skyr (eventuelt laktosefri)
  • Skal fra 1 økologisk citron
  • 1 spsk. citronsaft
  • 2 spsk. ahornsirup

 

Sådan gør du

Del æg i blomme og hvider, og kom dem i hver deres skål. Pisk æggeblommer sammen med ahornsirup, fintrevet gulerod, citronsaft, olie, mælk og krydderier. Bland mandelmel, rismel og bagepulver i en skål og rør det i den våde masse. Pisk æggehviderne stive, og vend dem i dejen.

Bag kagen i en form på ca. 22 cm i diameter beklædt med bagepapir ved 175 grader varmluft i cirka 25 minutter. Prik i den med en gaffel eller lignende for at se om den er færdig.

Rør friskost sammen med skyr, citronsaft, citronskal, vaniljepulver og sirup. Fordel cremen over kagen og server!

sund gulerodskage

sund gulerodskage 2

 


 

Næringsindhold pr. stykke ved 10 personer

Energi: 830 kJ / 197 kcal

Protein: 8 g

Fedt: 12 g

– heraf mættede fedtsyrer: 2 g

– heraf enkeltumættede fedtsyrer: 6 g

– heraf flerumættede fedtsyrer: 1,5 g

Kulhydrat: 14,6 g

Kostfibre: 1 g