Aftensmad må meget gerne være nemt og hurtigt at lave i en travl hverdag. Samtidig kan det også være rart at få ryddet ud i køleskabets mange grøntsager, som ellers bare ligger i den nederste skuffe og bliver glemt. Alt dette tager denne lækre opskrift hensyn til!

Jeg orkede ikke at skulle stå længe i køkkenet, og samtidig måtte det godt være en nærende måltid for ellers kunne jeg jo lige så godt bestille noget hurtigt take away! Mit køleskab bød på hokkaido, et par kartofler og gulerødder og helt tilfældigt lå der en pakke bacon bagerst på kølehylden – det kaldte simpelthen på suppe 🙂 For at give suppe lidt ekstra sprød-og mæthed bagte jeg nogle kikærter til. Her skal du være opmærksom på begrænsningen på 45 gram pr. måltid. Du kan gemme resten af de sprøde kikærter i en lufttæt beholder og spise dem som snack eller tilføje dem i en salat.

Kikærterne havde jeg på dåse i mit lille lager af tomatpuré, tun og andre dåsevarer, som altid er godt at have. Suppen er super nem at lave og kræver hun et mindre hakke arbejde, og så passer den stort set sig selv.  Suppen egner sig både til en blæsende efterårsdag eller til en kold dansk sommerdag, som vi jo desværre også har en del af.

 

Ingredienser (2 personer):

Sprøde kikærter:

  • 1 dåse kikærter
  • 1 spsk. olie (eventuelt hvidløgsolie)
  • krydderiet fx: paprika, karry, salt og peber

Suppe:

  • ½ hokkaido
  • 1 stor gulerod
  • 2 store kartofler
  • ½ chili
  • 1 spsk. olie
  • 4 dl vand
  • 1 tsk. hønsebouillon (fra Oscar)
  • Salt
  • Peber
  • Paprika
  • 100 g bacon
  • 2 dl kokosmælk eller madlavningsfløde (eventuelt laktosefri)
  • Persille

 

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 175 grader.

Skyl kikærterne i en sigte, og fjern eventuelle skaller. Tør kikærterne grundigt med et hvisstykke. Kom dem i en frysepose og bland med olie og krydderier. Ryst indholdet så olie og krydderier fordeles jævnt. Fordel de krydrede kikærter på en beklædt bageplade, og bag dem i ca. 30 minutter midt i ovnen til de er sprøde og gyldne.

Vask hokkaido og kartofler. Halver hokkaido, fjerne kerner og skær den halve hokkaido i mindre stykker. Skær kartoflerne i mindre stykker. Skræl guleroden og skær den i mindre stykker. Hak chilien fint. Tag en gryde frem, varm olien her i  og kom stykker af hokkaido, kartoffel, gulerod og chili i gryden. Steg grøntsagerne kort og hæld vand på og drys bouillon. Lad det småsimre ved middelvarme indtil grøntsagerne er bløde. Imens steges bacon sprødt og persille vaskes. Herefter tages gryden af varmen. Blend grøntsagerne med en stavblender til en jævn masse, sæt gryden tilbage på lav blus og tilføj kokosmælk og varm suppen i gennem. Smag til.

Hæld suppen i en skål og pynt med sprøde kikærter, bacon og persille. Velbekomme!

TIP: Har du ikke hokkaido kan suppen også laves af: kartoffel, gulerod, porre (grønne del), pastiknak eller knoldselleri.

Suppe

 

Næringsindhold pr. person:

Energi: 2684 kJ / 640 kcal

Protein: 20,5 g

Fedt: 34 g

Kulhydrat: 55 g

Kostfibre: 17,5 g

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.