Nu er det for alvor blevet juletid, og hvad er mere julet end hjemmelavet konfekt? Men hvordan kan det lade sig gøre, når både marcipan, nødder og chokolade bør indtages i begrænsede mængder på low FODMAP diet? Vi har forsøgt at besvare spørgsmålene i dagens blogindlæg, hvor du også kan finde inspiration til hjemmelavet FODMAP-venlig julekonfekt.

Marcipan:

Hvis du køber en ægte marcipan er der som regel et mandelindhold på 60 g pr. 100 g marcipan. Regner man lidt på det betyder det, at der kan spises 20 g marcipan uden at overstige begrænsningen på 12 g mandler pr. måltid. Det er ikke særlig meget, og selvom de fleste nok kan tåle en lidt større portion end dette, betyder det, at du skal holde lidt igen med mængden af marcipan i et måltid. Et alternativ til den traditionelle mandelmarcipan kan være hjemmelavet valnøddemarcipan, da valnødder kan spises i en størrelsesorden på 100 g pr. måltid. Du finder opskriften på valnødde-marcipan HER.

Nougat 

Til julekonfekt er det oftest den bløde nougat, der anvendes. Hasselnøddeindholdet er ca. 30 % i de fleste bløde nougat. Regner man på dette betyder det, at der kan indtages omkring 40 g nougat pr. måltid uden at overstige begrænsningen på 12 g hasselnødder pr. måltid. Nougat kan derfor fint anvendes i hjemmelavet konfekt, men du bør selvfølgelig være opmærksom på mængden – især sammensætning med andre begrænsede fødevarer. Husk, at hvis du sammensætter nougat med marcipan skal du holde igen med mængden, da begge fødevarer er begrænsede. Anvend eventuelt hjemmelavet valnødde-marcipan.

Chokolade

Chokolade er perfekt til konfekt – både som fyld, til pynt og til at dyppe konfekten i. Jer, der ikke tåler laktose, skal være opmærksom på laktoseindholdet i chokolade. Hvis du ikke tåler laktose, bør du begrænse hvid chokolade og mælkechokolade til ca. 20-50 g (afhængig af din tolerance), mens laktoseindholdet i mørk chokolade først begynder at blive for højt ved 90 g.

Pyntning og fyld

Du kan anvende en masse sjove ingredienser til pynt og fyld i din julekonfekt. Her er blot nogle eksempler: hakkede og hele FODMAP-venlige nødder, daim, chokoladeknapper, karamel, kokosmel, glassur, lakridspulver, frysetørrede bær, FODMAP-venlige marmelader og så videre.

IMG_1030

Inspiration til sjov julekonfekt:

Her kan du få lidt inspiration til både klassisk julekonfekt samt nogle anderledes og sjove udgaver:

1. Havregrynskugler – se opskrift HER.

2. Sirup-ristede valnødder med saltkrystaller og appelsin. Opvarm sirup på en pande, og rist valnødderne herpå. Sluk for panden, og kom valnødderne på bagepapir. Drys med saltkrystaller og riv skal fra en økologisk appelsin henover.

3. Luksustrøfler. 200 g nougat og 100 g mørk chokolade smeltes, og røres sammen med 50 g smør. Trøffelmassen fordeles i papirkapsler, og pyntes med frysetørret hindbær, kokos og/eller  appelsinskal.

4. Ginger lemon drops. 200 g ægte marcipan eller hjemmelavet valnødde-marcipan røres sammen med skal fra 1 lille økologisk citron, 1 tsk. fintrevet frisk ingefær samt ½ spsk. lakridspulver. Rul massen til kugler og dyp dem i hvid chokolade. Mens chokoladen stadig er våd kan der pyntes med lakridspulver eller revet citronskal.

5. Chokoladeovertrukket skumfidus-bolde. Opvarm et vandbad til mørke chokolade, og lad den langsomt smelte. Skær skumfiduser ud i små tern. Kom ca. 5 tern i den smeltede chokolade ad gangen, og læg dem herefter på bagepapir. Inden chokoladen er størknet kan de pyntes med eksempelvis frysetørret hindbær (se billede herunder). Obs: nogle få skumfiduser indeholder fx sorbitol, som er et FODMAP, så tjek varedeklarationen inden du kaster posen i indkøbskurven.

IMG_1095

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.